Der var en forsigtig start på en diskussion på Mediano. Jeg har responderet på de første indlæg, men jeg har ikke hørt noget. Det kan være kvaliteten ikke er høj nok, men ud skal det. Så her kommer en lidt redigeret udgave af noget jeg skrev under julen 2016.

Skal jeg forsøge at beskrive status lige nu, så ser det faktisk ikke så dårligt ud. På nogle områder. Det er svært at sammenligne kvaliteten med andre lande, og med andre tidsperioder, men der sker nogle ting der antyder, at Dansk talentudvikling er på et relativt pænt niveau lige nu. En del af min baggrund for at sige det, sker med udgangspunkt i en uvidenskabelig, personlig, subjektiv vurdering af hvad jeg ser i dansk ungdomsfodbold og hvad der sker internationalt. Men også med udgangspunkt i hvad der sker når danske ungdomshold møder internationale klubhold.

Så længe jeg kan huske, har danske hold været betydeligt ringere, på mange parametre, når de skulle op mod de bedste i Europa. I bedste fald skulle de klare sig på en vel indarbejdet defensiv taktisk indsats, og satse på at være heldige at de kunne udnytte utålmodighed eller fejl hos modstanderne. Så vidt jeg kan se er danske hold kommet tættere på de bedste, så de nu kan spille mere fodbold mod dem, og stadig klare sig godt. Og det gælder for de årgange jeg har mest kendskab til. Fra U13 til U19.

Vi har alle vores kæpheste, alle os der interesserer os for udvikling. Jeg har også mine. Min holdning til den statusanalyse er: Ja, vi er åbenlyst bedre til mange ting nu, end for 10-20 år siden. Vi er tættere på de øvrige europæiske lande på mange områder. Det er vi fordi træning og udvikling på mange måder er blevet lige så gode i Danmark som i andre lande. Information rejser hurtigt nu til dags, også indenfor udviklingsmetoder.

Så alle gør, mere eller mindre, det samme, og derfor er ingen specielt meget bedre end andre. I hvert fald hvis vi sammenligner med tidligere. Træning og udvikling er blevet mere ensartede, og som konsekvens heraf, er spillerne, og det de kan, også blevet mere ensartede. Det er min kæphest, og jeg vender lidt tilbage til den til sidst i artiklen.

Tre andre udviklere har bidraget til debatten på Mediano, og jeg håber flere vil følge. At bidrage er en positiv ting. Det er fint at folk indvier andre i deres tanker og ideer. Når jeg omtaler nogle af ideerne som kæpheste, så er det ikke specielt negativt ment. Man observerer noget, og man gør sig nogle tanker om hvorfor tingene er som de er. Og så kan man måske have ret, eller man tager fejl, eller man kan have lidt ret. Tit bliver det til noget vi gentager igen og igen, og som måske er løsningen på noget, eller noget af løsningen, eller måske er det ikke. Og så bliver vi måske klogere med tiden, eller vi er med til at andre begynder at tænke, måske på en anden måde. Så kæpheste er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

En af bidragerne forsøger at hejse sig lidt op, og anskue vores tilgang til udvikling lidt oppefra. Han inddrager forskellige undersøgelser og teorier, og det kan ofte være gavnligt at gøre det for at få perspektiv på tingene. Og nogen gange er det bare nonsens. Der er nogle af de her teorier eller undersøgelser som driver rundt og som bliver samlet op af folk og brugt til forskellige ting. Og vi ved ikke om de kan anvendes til at beskrive fodboldudvikling med. Nogle af de undersøgelser bliver myter som folk lever efter. Nogle af dem er upræcise og nogle kan tilbagevises med bare et minimum af viden og sund fornuft.

Der spørges: Er vi kloge nok? Er der et alternativ?. Det er et stort spørgsmål, men svaret er efter min mening. Nej vi er ikke helt kloge nok. Og jo der er, og der bør være, alternativer. Han nævner selv nogle spillere der er kommet ud fra alternative miljøer, så det er relativt åbenlyst at der ikke kun er en vej til succes. I Tyskland siger de at 50% af topspillere kommer gennem stützpunkter. Så der er en del indikationer på at akademierne ikke har det eneste svar. De vil nok altid sige at tiderne er anderledes nu, og at det og det og det er nødvendigt du kan når du er 13. Og det ved vi ikke om de har ret i. Historisk har de ikke haft ret i at de, og kun de, kan finde og udvikle gode spillere, så det er nok en god antagelse, at de heller ikke vil have eneret på det i fremtiden.

Tidlig specialisering og en legende tilgang

Meget af det første indlæg handler om tidlig identifikation og tidlig specialisering kontra senere specialisering, og eksempelvis en legende tilgang i tidlige udviklingsår. En af de undersøgelser der kører rundt for tiden, handler om at man godt kan blive professionel fodboldspiller, selv om man har dyrket forskellige sportsgrene i en ung alder. Ja, det er jeg sikker på at man kan. Men når man kigger sig rundt omkring bla. internationale topspillere, og når man kigger sig rundt omkring på de bedste unge fodboldspillere man kender, så må man bare konkludere: de bedste har allesammen spillet meget fodbold lige fra de kunne gå. Ofte sammen med en far og/eller med ældre brødre.

Der er bare nogle hvor man kan se når de er 8-10 år, at de her spillere kan altså noget mere, og noget andet, end de andre de spiller med kan. Jeg plejer at spørge: Har Messi spillet håndbold da han var mindre, eller måske noget andet? Jeg har ikke set, eller læst, noget der antyder at han har. Har Ronaldo, Ronaldinho, Laudrup, Ødegaard? Det har de nok ikke. Eller i hvert fald ikke noget af betydning. Det de har tilfælles er, at de har spillet meget fodbold i en ung alder.

Det er så ikke givet at de her gode unge spillere bliver gode ungdomsspillere eller klarer springet til professionel voksenfodbold. Det er der jo også eksempler på. De skal også have en krop der kan spille elitefodbold og de skal også kunne håndtere pres og modgang. Det er ikke alle der kan det. Men at sige at det er ligegyldigt, eller decideret skadeligt, at spille meget fodbold når man er 4-10 år, det strider jo bare mod det man kan se, og imod sund fornuft.

Ja du kan godt blive professionel fodboldspiller hvis du har spillet håndbold eller gået til gymnastik, men det bedste vil nok være at spille en masse fodbold. Er alternativet at sidde derhjemme og spille computerspil, så er det nok bedre at gå til håndbold også.

Er det så bedre at gå til kampsport og blive smidig. Det kan sikkert godt have en fordel. Du bliver mere smidig, mens du dyrker det, og man bliver sikkert også mere hårdfør af det. Så det kan godt være en fordel for nogle, men smidighed kan man få på andre måder, og den skal vedligeholdes. For megen smidighed er måske heller ikke for godt?

Bliver man meget skadet af at spille meget fodbold når du er lille? Jeg tror det ikke, men det er bare en teori (kæphest). Nogle af de unge spillere jeg har set, og arbejdet med, har spillet rigtigt meget fodbold, og selvtrænet meget. Det er min subjektive indtryk, at nogle af dem opbygger en robusthed gennem at spille og træne meget, der gør at de senere ikke får skader. Og så er der bare nogen der af den ene eller anden grund, er meget skadet, specielt mens de vokser. Jeg ved ikke om det er pga skævheder, ubalancer eller noget andet. Nogle gange er det bare sådan noget. En skævhed. En lille knogle der ikke vokser i samme tempo som de andre.

Er der mange af de gode spillere, der har spillet og trænet meget som lille, der pludselig bliver træt af fodbold, mister motivationen og stopper? Igen, det er kun min egen subjektive fornemmelse gennem de årgange jeg har fulgt og følger. De gode spillere, som har et forspring fordi de har trænet meget, de mister ikke bare lige pludselig motivation og bliver trætte af at spille fodbold. Jeg kan simpelthen ikke se det.

Fodbold fylder normalt meget for dem, og også deres familie. Når de stopper er det, for det meste, fordi de møder modgang, som de, og/eller familien, ikke er istand til at håndtere, positivt. Det sker ofte hvis de ikke vokser lige så tidligt som deres holdkammerater/konkurrenter, og de mister deres position som ledere og centrale spillere på holdet. Den modgang har nogle svært ved at håndtere, og så stopper de, med den begrundelse at de har mistet motivationen, eller at de ikke synes det er sjovt længere. At klubben/akademiet/trænerne/turneringsstrukturen bør være bedre til at håndtere den type spillere er en anden sag.

Når alt det her er sagt, med at de der har spillet meget som 4-10 årige bliver gode, så skal den anden side også med. Jeg mener godt at man kan blive en god fodboldspiller, hvis man har været i en breddeklub til en relativ sen alder, eller hvis man har spillet lige så meget badminton som fodbold indtil f.eks. man er 12. Jeg mener godt man kan blive væsentligt bedre teknisk, selv hvis man er 14-16 år, hvis man kommer fra et middelgodt miljø. Har man et godt hoved kan man også nå langt, hvis man virkelig gerne vil det, selvom man kommer sent ind i et elitemiljø. Og viser det sig så, at man ikke bliver professionel spiller, så kan den type spillere måske egne sig rigtigt godt til at blive træner, så der er alligevel en ide i have dem i et elitemiljø, eller i et semielitemiljø.

Er det bedre at have en legende tilgang til fodboldtræning for børn. Ja det er det nok. Når man læser om gode spillere, og hvordan de blev gode, så hører man nogle gange, at han trænede i timevis for sig selv, også relativt struktureret. Så det er der nok nogle der kan i en meget tidlig alder. Har de det godt med det, så fint med det. De fleste 6-årige har nok svært ved at stå stille i længere tid, og ved at høre for megen og kompliceret instruktion. Så skal vi have så mange med som muligt, så skal læringen i de yngste årgange nok være ret legende. Driblelege, løbelege, kolbøtter osv. Og selvfølgelig masser af fodboldspil.

Generelt vil jeg sige om den legende tilgang. Det burde fylde mere. Det er relativt åbenlyst, at spillere der har sin primære fodbolduddannelse på gaden, kan noget andet et spillere udviklet på akademierne. Der er ikke så mange af dem, Diego Costa bliver nævnt, og jeg vil nævne Mahrez. Hvor mange streetspillere der kommer fra Brasilien nu til dags ved jeg ikke. Jeg mener at have læst noget om at det er en myte, og at de fleste kommer ind i akademierne i en tidlig alder. Men de gode har sikkert spillet meget fri fodbold fra en tidlig alder.

Relative alderseffekt

Den relative alderseffekt tages også op. Det er også en af myterne som kører rundt, og som mange har som kæphest. Jeg har skrevet om det her tidligere. Man skal gøre sig klart at der er to fænomener på spil her, og der er forskellige måder man kan imødegå de problemer de afstedkommer.

Det første fænomen er det tidlige forspring. Tag f.eks. 5-årige født i januar og sammenlign med  en 5-årig født i december. Den ene får et forspring for den anden, der for det meste fastholdes frem til rekruttering til elitehold. De sent fødte vil formentlig, som gennemsnitsbetragtning, ende på andethold, eller måske stoppe til fodbold, fordi de “ældste” får mest succes og ros og opmærksomhed.

Mere fleksible træningsformer i begyndelsen kunne være en metode til at gøre flere gode fra starten, eller give bedre oplevelser. F.eks. åben fodboldtræning for 3-6 årige, hvor man får lov til at spille med nogen der er på samme udviklingsniveau. Større klubber kan evt. lave flere træningsgrupper pr årgang, hvor man f.eks. træner jan-juni børn sammen, og juli – decemberbørn sammen. Det tidlige udviklingsforspring vil, som gennemsnitsbetragtning, også være der når de bliver U10-12, men det skulle gerne blive mindre, hvis man har arbejdet systematisk med det i de yngste år.

Det andet problem med små spillere kan, i princippet, ramme spillere, der er født hen over hele året. Jeg kender en del små spillere på 13-18 år, der er født i sommermånederne eller i forårsmåneder. Der er spillere som jeg vurderer til at være blandt de bedste i årgangen, der bare sygner hen på andethold eller tilbage i breddeklubber.

Miljøet i mange breddeklubber kan være så dårligt, at det bliver umuligt for den lille spiller at hente det tabte, når de vokser til, hvilket ofte først sker et stykke hen i U19. Det er åbenlyst at vi mister gode spillere her. Når de er U14, så ligner de U12 spillere, og skal spille mod nogle der ligner U16 spillere. Nogle gange vejer de 35 kg, og skal spille mod nogle der vejer det dobbelte, og som har muskler som mænd. Det kan bare ikke lade sig gøre.

Stützpunkte, som de har i Tyskland, ville være en meget god ide for dem. Hvis akademierne var  bedre til at identificere dem, og skabe ordentlige muligheder for dem, ville det også være et kæmpe skridt frem. Min erfaring er at en god lille spiller, vil kunne klare sig godt, og få en fin udvikling, hvis han spillede og trænede med en elitegruppe i årgangen under. En god lille spiller bør også klare sig fint, hvis han går et niveau ned, og spiller kampe mod de næstbedste spillere i en region i en årgang.

DBU bør ikke tøve med at give f.eks. 2-3 spillere fra en årgang lov til at spille med årgangen under, også hvis det gælder elitefodbold. At nogle vil bruge det til at hive store spillere ned så de kan vinde kampe, eller turneringer, må man bare acceptere.

Og her har udviklingen allerede overhalet mit indlæg fra julen 2016. DBU-Jylland har allerede givet grønt lys for det nye begreb halvårsspillere. Og de kan få lov at spille på elitehold nu, i de bedste rækker. Det er et stort skridt fremad. Nu skal vi bare have akademierne til at indbejde det så det kommer de små til gavn. Stadig er der dog små spillere der vil have det svært. Som jeg skriver, så kan det at være sent udviklet ramme drenge født over hele året. Jeg kender stadig nogle små drenge født i februar og maj, som er gode, men stadig små i forhold til elitespillere på deres eget alderstrin.

 

Det første indspark fik hurtigt et par svar, og dem vil jeg da også gerne kommentere. Igen fornemmer jeg, at det er fra folk der står et specifikt sted, og som har observeret noget i deres nærmiljø, eller noget der har påvirket dem. Og så rider de kæphestene derfra.

Den ene indleder med at filosofere over om vi er blevet bedre til udvikling, set henover hans mange år i faget, og svarer konkludererne på det første spørgsmål. Nej vi er ikke kloge nok, på trods af utallige seminarer, kurser, licenssystemer og indspark fra utallige eksperter, konsulenter, landstrænere etc. Mange gange er der konkluderet, at ja det var ikke godt nok før, men NU ved vi hvad vi skal gøre, og så er der en eller anden facitliste som man bør følge. Hvis det er Den Røde Tråd, træneruddannelserne og licenssystemet der tænkes på, ja så synes jeg det er en fair nok at kritisere den tilgang, og den betydning den har for talentudvikling i DK. Det har været diskuteret før, og af mange forskellige, så den vil jeg ikke gå nærmere ind i her.

Bredde v. Elite

Så går det videre med begreberne Bredde og Elite. Der efterspørges en fælles forståelse af de begreber hos de forskellige folk omkring ungdomsfodbold. Og der går vi nok lidt galt af hinanden. Skal vi forstå det sådan at det kun er Eliteklubberne der må lave god og udviklende træning, og kamptilbud? Jeg forstår måske godt hvor han vil hen. Vi kender alle trænere og forældre der har en urealistisk forventning, og holdning til, hvad man kan og bør lave i en fodboldklub. Når det er sagt, så synes jeg ikke nødvendigvis, at der bør være et stort modsætningsforhold mellem Bredde og Elite. Jeg synes grundlæggende at breddeklubber bør satse på at lave god og udviklende træning for alle deres medlemmer. Jeg tror på, at det ikke er mange steder man kan fastholde spillere, når de bliver ældre, hvis de ikke føler de lærer noget, eller hvis de ikke udvikler sig.

Så breddeklubber bør også satse på at lave så god og udviklende træning, og kampe, som de kan ud fra deres forudsætninger. Det er, efter min mening, ikke sværere at lave god og udviklende træning, der også er sjov og intensiv, end det er at lave træning som far oplevede da han var kongen af Serie 3 i 1988. Det er heller ikke nødvendigt at gøre træningen alt for kompliceret, med Hel-Del-Hel, og specialdesignede zonespil osv.

Der er langt hen ad vejen tale om spis eller blive spist. Hvis du ikke laver god og sjov, og udviklende træning og kamptilbud, så mister du dine kunder, børnene. Så går de andre steder hen. De stopper, eller går til andre sportstilbud.

Til sidst er der det her med at konkurrere. Også konkurrence når du ikke er så gammel. Til det vil jeg sige. I SIG SELV er der, som jeg kan se det, ikke noget problem i at 7-10  8-9 årige drenge finder sammen og træner mere, og bedre, end de jævnaldrende, og tager ud og spiller forskellige private eller DBU-turneringer. I SIG SELV, vel og mærke. Jeg kan sagtens finde på nogle ting, som sikkert også finder sted, i de grupper, som ikke er så heldige udviklingsmæssigt, og kan give problemer i det store udviklingsbillede.

For det første kan det sagtens være et problem at træneren for et sådant hold, i praksis, udelukker mindre gode spillere, så klubben står tilbage med kun de bedste der kan være med på det høje niveau. Det er også sandsynligt at træneren vil vælge gode OG fysisk udviklede spillere, så mindre spillere allerede her er valgt fra i den pågældende klub. Dernæst kan det være et problem at holdet spiller for meget for at vinde, og at man ikke giver plads til at prøve svære ting og eksperimentere. Det kan umiddelbart være en fordel i forhold til at vinde kampe her og nu, men er udviklingsmæssigt uheldigt på længere sigt. Den slags hold har det også med at tiltrække træner/ledertyper, der gerne vil styre rimelig hårdt hvordan der spilles og trænes. Alt i alt kan man have en temmelig uheldig cocktail i forhold til en mere langsigtet udvikling af gode og selvstændige spillere.

Ud over de uheldige konsekvenser for tidlig konkurrence KAN have for holdet/klubben/byen og, de spillere der er på holdet, så kan det have uheldige konsekvenser for det generelle udviklingsmiljø i den region det foregår i, og jeg fornemmer at det er også er nogle af de konsekvenser som man er bekymret for.

Som det bliver nævnt føler f.eks. OB sig tvunget til at rekruttere til hold, der er designet til at vinde alt lokalt og klare sig godt nationalt, hvilket ikke nødvendigvis giver den bedste langsigtede udvikling for flest mulige spillere. Men det er forståeligt at de handler således, hvis alternativet er at lokale spiller vælger OB fra i forhold til f.eks. FCN eller FCM, som det vist sker nogle gange nu.

Så OB mener at de skal være så resultatmæssigt stærke som muligt i alle aldersgrupper, udfra en forventning om, at de så har størst mulig chance for at de bedste lokale spillere vælger dem.  OB vil forsøge at tiltrække de bedste spillere i hver årgang, og risikoen er at de herved udsulter andre levedygtige elite- eller semi-elitemiljøer, som kunne gøre et godt arbejde med nogle af de bedste og nogle af de næstbedste. Derved ødelægger de potentielt muligheden for at gøre “kagen større” til gavn og glæde for flere spillere og klubber, og for den samlede talentudvikling.

Min pointe er. Tidlig konkurrence og udvidede træningstilbud til gode 7-10 årige, er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Men der er en god chance for, at det trækker alle de uheldige følger med som jeg har skitseret, hvis man ikke formår at styre forældre/trænere, og  tænke langsigtet og arbejde sammen.

Kæpheste og afslutning 

De tre første indlæg og nu mit indlæg er gode eksempler på hvordan vi diskuterer udvikling og træning. Vi har allesammen forskellige delelementer af fodboldverdenen, som vi er opmærksomme på. Ofte fordi det er noget der påvirker vores eget trænerarbejde, vores klub, eller evt. vores børns udviklingsmiljø. Vi mener selv at vi har observeret noget der udgør et problem, og vi mener at vi selv har løsningen eller noget af løsningen, hvis bare folk dog bare ville forstå. Som jeg har forsøgt at beskrive, så forplumres diskussionen ofte af upræcisheder og konklusioner der strider mod almindelig sund fornuft. Ofte bruges udtryk som, “Undersøgelser viser”, i flæng og til at underbygge ting hvor der ikke er en tydelig årsagssammenhæng.

Jeg har i ovenstående sikkert også benyttet mig af udsagn, der er upræcise, og hvor ophavet er uklart, og jeg har bygget en del af mine argumenter på observationer jeg selv har gjort mig. Så jeg er ikke meget bedre end andre, udover jeg måske nok er lidt mere klar over hvornår jeg rider mine kæpheste, og at jeg er klar over at det kan være svært at bevise om de holder vand. I udvikling er det jo sådan at man kan gøre næsten hvad som helst, og påstå næsten hvad som helst. Resultaterne af ens handlinger og holdninger kan alligevel først endeligt vurderes om 5-10 år, og bliver det i praksis aldrig.

Giver det så mening at deltage i den slags debatter. Ændrer det ved noget at jeg skriver noget her, og at nogle måske læser det. Ja det er et godt spørgsmål. Det sidste års tid (sikkert længere, men det er noget jeg har været opmærksom på) har der kørt en debat, on and off, om hvorfor dansk fodbold er så dårlig som den er. Mange har fokuseret på DBUs rolle, og på Den Røde Tråd”, men der har været mange forskellige slags input på forskellige medier.

Har det flyttet noget? Ja det vil jeg mene det har. Hvorhen kan være svært at sige. DBU har justeret lidt på Tråden, og ude i akademierne sker der også hele tiden udviklinger. Der skal nok også være trænere ude i den store underskov, der går og arbejder med deres egne tanker, som måske er blevet inspireret af noget af den debat der har været.

 

Jeg lovede at vende tilbage til min egen kæphest. Så det vil jeg gøre afslutningsvis, nu hvor jeg har skrevet om hvordan man skal være varsom med undersøgelser og kæpheste mm. Min kæphest er også dannet pba egne observationer, ud fra mit verdensbillede, og den er sikkert også mangelfuld. Mange vil sikkert mene at den mangler universel relevans. Den går ud på  følgende.

Jeg synes den trænings- og udviklingsfilosofi vi bygger vores udviklingsarbejde på i DK på nogle områder er uheldig. Er der et alternativ? Det mener jeg der bør være. Den træning den moderne laptop-træner laver er ensrettende og producerer små soldater, der er gode til at følge ordrer. Det er ikke trænernes fejl. De ved ikke bedre. Det er det der er hamret ind i hovederne på den fra den dag de startede som trænere. Det er vedligeholdt, og yderligere fasttømret, i de kurser de har taget, og i de licensforløb de har deltaget i.

De lærer drengene alle de individuelle tekniske detaljer. De lærer præcist hvordan de skal stå, hvordan de skal vende, hvordan kroppen skal indstilles, hvilken fod de skal modtage med, hvilken side af foden de skal modtage med, hvor mange berøringer de skal tage osv. osv.

De lærer dem præcist hvad de skal gøre i de små relationer. Hvordan de skal optræde i 1 v 1, i 2 v 2, i 1 v 2, i 2 v 1, i 2 v 3, i 3 v 3. De lærer dem at positionere sig i små pæne trekanter eller romber.

De lærer dem hvor de skal stå. Hvor de skal spille bolden hen. Hvor de skal løbe hen.

De tror at når de lærer dem alle de her enkeltdele og samler det, så ender de med perfekte fodboldspillere. Det gør de ikke. De ender med ensartede, forudsigelige og begrænsede spillere, som har lært alle detaljerne korrekt, men som ikke kan spille fodbold uden en træner der hjælper dem. Kommer der alligevel spændende og kreative spillere ud af det, så er det mere på trods af trænernes læring, end på grund af den.

Hvordan hænger det så sammen med at jeg indledningsvis beskrev, at det går bedre med danske ungdomsklubfodbold end det har gjort længe? Det hænger sådan sammen at alle akademier, i alle udviklede lande, mere eller mindre gør tingene på den samme måde. Ja der er små forskelle rundt omkring, men vi skal til Sydamerika, Afrika, eller til streetanlæg i Paris, for at finde udviklingsmiljøer der kan lave de spændende spillere. Alle efterspørger kreativitet, men der er ikke rigtigt nogle, der for alvor har løst den knude. Hvordan laver man de spændende spillere som man “ikke-udviklede” i gamle dage, før DBU-trænerne, og deres internationale ligesindede, kom til. Og derfor er de spillere er en uddøende race.

Og det er sgu  træls for os der godt kan lide at se god fodbold.